Det er på mandag vi første gang – endelig – skal have vores nye affaldsbeholdere på 240 liter tømt. Vi ved ikke hvornår på dagen, Forsyningen tømmer, så vi anbefaler, at I kører dem frem til opsamlingsstederne søndag aften.
Hvis du ikke allerede har tilmeldt dig sms-service på www.fredensborgforsyning.dk under ”Affald” er det en god idé at gøre det. Hvis du allerede har gjort det under den gamle ordning, skal du gøre det igen. Forsyningen må ikke overføre mail eller telefonnummer pga. GDPR.
Fællescontainerne skulle have været leveret i uge 45/46. Nu er de ankommet til leverandøren på Fyn, og vi havde ikke forestillet os, at mere kunne gå galt i vores samarbejde med leverandøren. Der har været en del bump på vejen.
Leverandøren har lavet en tastefejl. I stedet for at bestille de tre stationer, har de bestilt én! Ordningen skal være etableret senest 31/12. Vi havde valget mellem at annullere ordren eller sige ja tak til det løsningsforslag, vi fik tilbudt, og det har kommunen accepteret. Vi får altså en form for midlertidig løsning indtil marts, hvor vi får de containere, vi bestilte i august. Vi har valgt denne opstilling:
Slåenhøj: Containerne til pap og metal er udstillingsmodeller. Vi får derfor 15 % rabat. Vi låner en container til plast med rumindhold på 2,5 m3. Kommunens krav er 3,5 m3, og Forsyningen stiller derfor yderligere en container på hjul på 1 m3 til rådighed. Vi skal ikke betale ekstra.
Pilehøj: Det er den høj med flest beboere, så her bliver den ”rigtige” station stillet op.
Hyldehøj: Samme som Slåenhøj bortset fra, at den container vi låner til plast kun rummer 1,9 m3. Kommunen stiller også her en rullecontainer til rådighed.
Lidt om de bagved liggende trængsler – og den kompensation – og det tilskud vi får:
Leverandøren skulle have stået for ansøgningen til kommunen. Sådan blev det ikke. Først havde man glemt at cc bestyrelsen på ansøgningen. Da vi så den, var der søgt på 100 huse – ikke 124, 2 stationer – ikke 3, og modeller og størrelser på containerne var der ikke styr på. STOR ros til kommunen, som har været imødekommende og samarbejdende hele vejen. Vi skal ikke betale for ansøgningen. Besparelse kr. 12.500.
De 4 containere til pap og metal, som bliver placeret på Slåenhøj og Hyldehøj er ubrugte udstillingsmodeller. Derfor er de lidt falmede i farven. Leverandøren siger, at de nye beholdere får samme farve efter kort tid. Dog – hvis vi ikke kan acceptere dem – kan de returneres. Men så kan vi ikke opfylde kommunens krav inden 31/12 – se nedenfor. Besparelse kr. 13.175.
Tilskud fra kommunen er en forudsætning for, at ordningen er etableret senest 31/12. Det er netop blevet sat op fra kr. 120 pr. husstand til kr. 335. Vi får derfor et tilskud på i alt kr. 41.540.
Sådan er situationen lige nu – og der kan stadig komme ændringer. Kontakt os gerne på mail: bestyrelsen@grf-oeresundshoej.dk eller ring til Bente på tlf.: 71990530, hvis du har spørgsmål.
På vegne af Grundejerforeningen Øresundshøj – Joakim og Bente