Bestyrelsen har i dag modtaget denne besked. Mailen er vedhæftet et billede, som viser, at den omtalte opgravning sker mellem to af de fire skabe, som står skulder ved skulder ud for hver sammenhængende række i bebyggelsen.
“Hej Øresundshøj
Vi er påbegyndt opsætning af fiberkapstik i jeres område og forventer at være færdige med den opgave i næste uge ( uge 26 ).
I Uge 29 begynder vi at grave op foran jeres skabe, og blæse fiber i de eksisterende rør, dette gøres af entreprenøren ( MTEK Sverige).
Vi forventer at være færdige med blæsning af fiber i området uge 32.
Herefter skal vi ulejlige nogle af jer en sidste gang, det er de steder hvor vi har konstateret at fiberen ikke var igennem ved det første besøg, her vil vi prøve at blæse en ny fiber ind, disse kunder vil blive booket med mail og sms. Vi forventer at være færdige i jeres område medio august.”
Vi er af Fredensborg kommune blevet opfordret til at dele dette tilbud med alle beboere.
Få gratis hjælp til grønnere transport.
Skal din næste bil være en elbil? Vil du gerne cykle mere? Har Corona ændret dit transportbehov i hverdagen og i ferierne? Få gratis transportrådgivning!
Meld dig til Fredensborg Kommunes store testforsøg for familier i Nivå, der vil prøve et grønt alternativ til bil. Vores rådgiver fra Transition kontakter dig for at aftale en samtale om dine transportbehov over telefonen eller hos dig. Bagefter får du en rapport over din husstands transport med forslag til grønne alternativer. Efterfølgende har du mulighed for afprøve en elcykel eller en ladcykel, for at se om det er noget for dig.
Rådgivningen er specielt til familier i Nivå som en støtte til planlægningen og ombygningen af Nivå Bymidte. Projektet er en del af det dansk-svenske samarbejde ”Mobilitet på Tværs” og er støttet af eu-programmet Interreg ØKS.
Kære
alle husejere i Grundejerforeningen Øresundshøj
Efter vores vejmøde ang. affaldsøer den 11. april, har vi fået en god idé om, hvad beboerne ønsker, men vi gerne arbejde videre med at finde ud af, hvilke placeringer af affaldscontainere de forskellige højes husejere foretrækker, inden de endelige forslag til afstemning vil blive udarbejdet til en ekstraordinær generalforsamling det kommende efterår.
Vi har derfor lavet et elektronisk spørgeskema, hvis svar bestyrelsen vil se på. På denne måde sikre vi at de løsninger der skal arbejdes videre med, bliver efter det flertallet på Slåenhøj, Hyldehøj og Pilehøj ønsker sig.
Spørgeskemaet må besvares af én husejer fra hver husstand. For at
medtage dit svar i det fortsatte arbejde med affaldsløsningerne, bedes du sætte
dit elektroniske kryds i spørgeskemaet senest den 7. juni.
Bestyrelsen
vil gennemgå svarene på Generalforsamlingen den 9. juni, kl. 18.30 i Tigersalen
på Nivå Skole Syd.
Da det ikke er muligt at lægge affaldsøerne ensartet på hver af de tre
høje er forslagene på de tre skemaer udarbejdet efter de ønsker der fremgik af
mødet på den enkelte høj, den 11. april. Se mere information her: https://www.grf-oeresundshoej.dk/
Alt efter hvor du bor kan du som husejer se og give din mening
tilkende i spørgeskemaerne her:
Bestyrelsen vil på generalforsamlingen fremsætte to forslag om udskiftning af udendørs lys med LED. Kommentarer og spørgsmål, ris og ros kan sendes til os på mail. Vi arbejder fortsat på forslagene, og afholder gerne et udendørs beboermøde om dem, hvis der er interesse for det.
Baggrund
Grundejerforeningens udendørsbelysning består af 116 lave skotlamper på bøjler, 10 høje lygtepæle ved vejen Islandshøjparken og 40 lamper på parkeringsarealerne. Derudover sidder en skotlampe på hvert skur ved postkassen – i alt 290 lyskilder. Hvert år betaler vi SEAS-NVE ca. 225.000, – DKK for leasing og vedligehold af udendørsbelysningen samt selve el-forbruget.
Et lille udvalg har i vinteren 2020-21 haft en række samtaler med SEAS-NVE om mulighederne for at modernisere vores belysning og samtidigt spare på udgifterne. Et tilsvarende arbejde blev lavet i 2013 /1, men der var LED som lyskilde ikke så langt fremme som i dag /2. Det blev dengang vurderet, at besparelse ville medføre ringere lys og ikke være pengene og besværet værd.
Kommunens trafikafdeling, som vi også har været i jævnlig kontakt med, er nu begyndt at gå over til LED i vej- og stibelysning og sparer en hel del på både el og vedligehold. Det skyldes hovedsageligt at LED-lyskilderne udover at bruge en tredjedel strøm i forhold til halogenpærer, holder meget længere og har færre driftsproblemer. Dertil kommer, at LED-belysningen kan programmeres til dæmpning i trafiksvage perioder, fx fra kl. 22-06.
Bestyrelsen vil hermed (med forbehold for ændringer inden deadline til GF) fremsætte forslag om et skift til LED i vores belysning. Vi gør det med baggrund i to løsninger fra SEAS-NVE, A og B. Der er modtaget to tilbud, hvor det kun ene omfatter løsning A, mens det andet omfatter løsning A og B. Priserne angivet er inkl. moms.
Løsning A
I de 124 skotlamper på skurene monteres en LED indsats. Eksisterende konventionelle indsatse demonteres. Investering: 223.371, – DKK Besparelse pr år: 40.800, – DKK
Besparelsen fremkommer ved lavere elforbrug og mindre vedligehold.
En prøveinstallation sidder på skuret ved Hyldehøj 21.
Løsning B
De 116 skotlamper inkl. bøjlestandere fjernes. 16 nye master på 3,5 m med NYX 330 LED lygter opsættes. 10 indsatser i Københavner-armatur i vejlygtepæle udskiftes til LED.
40 park-lamper udskiftes til NYX 330 LED lygter, der monteres på de eksisterende master.
Investering for A + B: 824.931, – DKK Besparelse pr år for A + B: 152.000, – DKK
Der er altså tale om en besparelse på 69 % i forhold til den
nuværende udgift.
Investeringen betales tilbage på under 6 år.
En prøveopstilling i to måneder af NYX 330 er bestilt til to af de eksisterende master på Hyldehøj.
På grund af forventning om andre store udgiftsposter, kan vi ikke betale for hele løsningen af egen kasse. Vi er af SEAS-NVE blevet tilbudt finansiering, så vi ikke skal finde pengene i egen kasse. Renten vil være 2-4 % p.a. /5. I praksis vil vi skulle fortsætte med at betale det beløb, vi gør nu (ca. 225.000 kr) indtil investeringen er betalt tilbage. Derefter vil den årlige udgift til belysning være på under 75.000 kr pr år.
Bestyrelsen anbefaler løsning A+B, og vil sende denne til afstemning først. Hvis denne ikke vedtages, vil vi stemme om løsning A.
Diskussion af løsningerne
Løsning A er ret
ligetil, da det udelukkende er en udskiftning af indmaden i de eksisterende
skotlamper. Da antallet af lamper er lige så stort som antallet af husstande i
foreningen løber udskiftningen op i en pris, der svarer til den nuværende
samlede årlige udgift på ca. 225.000 kr. Det gode her er den årlige besparelse
på godt 40.000 kr, og da hele løsningen forventes at kunne betales af
foreningens opsparede midler, vil vi fra år 1 opleve en lavere udgift til
belysning.
Da LED-lyskilden lyser lidt kraftigere end halogen-lyskilden, vil beboere, der er generet af lysskæret ind ad vinduerne om natten, muligvis opleve en forværring med løsning A alene.
Løsning B er en mere kompliceret ændring, da den indebærer, at vi efter udskiftningen har 100 lamper færre (190), fordi 116 skotlamper erstattes af 16 nye lygtepæle. Det er primært forskellen i antallet af lamper som giver den store besparelse på mellem 151.000 kr og 153.000 kr, så den årlige udgift fremover bliver på under 75.000 kr. Investeringen er meget større end løsning A, men tilbagebetalingstiden kortere.
En af de øvrige fordele vil være en mere tryg belysning, da lygterne fra 3,5 meters højde vil belyse ansigterne på dem, der færdes på stierne /3. Spredningen af lyset fremad og til siden vil også være bedre. Ca. 48 af skotlamperne sidder som dobbelte lamper på stien igennem bebyggelsen.
Ved at opsætte lygtepælene i siden – højre side på billedet – vil det meste lys falde på den sti, som egentlig er gangstien. To skilte ved Rosenhøj viser, at cykler skal benytte stien til venstre og gående stien til højre. Det er lidt svært at finde ud af nu, men efter ændringen vil det være nemmere.
Fjernelse af skotlamperne vil så efterlade en noget åben og tom plads i stiens midterrabat. Hvis det eksisterende design skal bibeholdes i nogen grad, kunne vi overveje at etablere en række planter, der vokser lidt i højden. Det kunne være lavendel, fairy rose, stedsegrøn bispehue eller dekorative græsser. Der kunne også etableres en bænk ud for hver høj til aflastning af gangbesværede.
Ved
overskæringerne mellem landingsbanen og indkørslerne til højene vil lygterne i
de mørke timer give en bedre sikkerhed for de gående: Færre lamper vil give
færre forvirrende indtryk, og bedre spredning af lyset vil give færre skygger,
hvor gående kan gemme sig.
En del af lyset ved de nævnte overskæringer vil også komme fra lygterne ved parkeringspladserne.
En mulig ulempe er, at lyset fra de 3,5 meter høje lygtepæle kan komme til at give et generende skær i nogle af haverne /6. Vi har derfor været i kontakt med firmaet Focus Lighting i Kokkedal, som fremstiller NYX 330 lygten og fået oplyst at lygten er vinklet 10 grader, hvilket gør, at det meste af lyset rettes fremad. I jordhøjde vil lyskeglen være blot 1 meter bag lampen, så vi tror, at risikoen for generende skær i haverne er lille. Med den rette placering af lamperne kan vi desuden udnytte de niveau-forskelle, der er de fleste steder på den vestlige side af den gennemgående sti. Modsat lygtepælene er der mere end 7 meter til den nærmeste have, så der tror vi ikke lyset vil genere.
Ved de tre
stikveje fra Lergravsstien og ind mod bebyggelsen vil lygtepælene blive
placeret, så lyset heller ikke der skulle blive til gene for beboerne nær
lygtepælene.
Ved parkeringspladserne, hvor mastehøjden er 4 m vil lygterne kaste det meste af deres lys fremad og til siden og dermed oplyse parkeringspladsen bedre end de eksisterende Avenu lamper, der afgiver et rundsymmetrisk lys. Lyset på stierne foran skurene vil af de førnævnte grunde blive mindre og skæret fra lamperne ind i vores huse, vil blive mindre. Det mindre lys på stierne vil blive opvejet af bedre lys fra skotlamperne på skurene.
En væsentlig ulempe ved lygterne er, at de ikke har samme hyggelige belysning, som Avenu lampen, hvis skærm dæmper lyset meget. Der er dog plexiglasskærm på NYX 330 armaturet, men kigger man direkte op i lampen, vil den blænde noget.
I et tidligere afgivet tilbud havde SEAS-NVE projekteret med lygter fra Signify (tidligere Philips) af modellen Lumistreet. Det lille udvalg har besigtiget Langebjergparken, hvor Lumistreet er sat op, og der fundet, at lyset blændede, og lamperne så for billige ud. NYX 330 er en designer-lampe, men dog ikke så luksuriøs at den ikke anvendes rigtig mange steder i og udenfor kommunen /4. Den kan bl.a. besigtiges på Lergravsstien.
Dæmpning af lyset om natten
For at spare el og desuden mindske gener fra kunstigt lys om natten vil lyset fra alle LED-lyskilderne i løsning B blive dæmpet med 50% i timerne 22 – 06. Lyskilderne i skotlamperne kan ikke dæmpes.
Halvtres procent dæmpning lyder af meget, men det kan næsten ikke registreres med det blotte øje. At der rent fysisk er mindre lys, kan opleves, hvis man fra skæret af lamperne vil læse på et stykke papir eller lede efter nøglerne på jorden. Det vil også være lidt mindre sikkert at færdes på trapperne ved mindre lys. Selv om forskellen næsten ikke kan opleves, vil vi ikke tilråde at der sættes svagere lyskilder i lamperne. Sikkerhed på stierne er prioriteret højt, og på vejen er der lovkrav om en vis lysstyrke i lygtetændingstiden udenfor trafiksvage perioder.
Spørgsmål og kommentarer
Vi ønsker at store ændringer som disse besluttes på et oplyst grundlag. Vi har her fremlagt det, vi mener er væsentligt. Tilbuddene, der vil blive vedlagt som bilag til forslagene til generalforsamlingen kan fås ved henvendelse til bestyrelsen. Vi har stillet mange spørgsmål til SEAS-NVE, fx om miljøforhold og CO2. Der er lavet mange noter og mellemregninger undervejs, og du kan få dem, hvis du er interesseret. Kontakt bestyrelsen på mail, så ringer eller skriver vi tilbage.
/2: LED i lamperne var hvide i lyset i mange år (4.000 Kelvin), hvilket mange ikke finder behageligt. LED kan i dag fås i en behagelig gulhvid farve (2.700-3.000 Kelvin) / Simon Stausholm, SEAS-NVE
/4: Foreningen er samtidig med til at understøtte danske arbejdspladser. Se dette link for billeder og beskrivelse af produktionen af NYX 330 på sydfyn
/5: Omkostningerne skal desuden tillægges diskonto som Nationalbanken fastsætter. P.t. er fiskontoen 0% og har været det i mange år. Der indgår muligvis også et etableringsgebyr som SEAS-NVE’s Finansselskab fastsætter. Seneste melding er, at det vil ligge på 1.500,-. Simon Stausholm, SEAS-NVE
/6: Master på 3,5m skal sættes med maksimalt 29 m imellem. I vores projekt er der 20-25 m mellem masterne, og de kan være ned til 3m i højden, se NYX projekteringsguide