Opfølgning på generalforsamlingen

Bestyrelsen har nu konstitueret sig og holdt første møde efter generalforsamlingen. Se evt.  nærmere under faneblad ”Bestyrelsen”.

På mødet evaluerede vi generalforsamlingen (GF):

GF er et forum, hvor alle har mulighed for at ytre sig. Selvom vi følte os godt forberedte, kom der emner frem, som vi måske kunne have svaret bedre på, hvis vi havde kunnet undersøge det nærmere inden GF. Det er ærgerligt, for det stjæler tid, bidrager til dårlig stemning, og vi får lidt en følelse af, at vi ikke gør arbejdet ordentligt. Det er ikke kun os i bestyrelsen, som har den opfattelse. Flere beboere har sagt noget lignende, og det er – ja ærgerligt. Vi opfordrer derfor til løbende dialog med bestyrelsen, så vi kan undersøge relevante emner. Vi besvarer altid mails, eller I kan ringe. Det ville være dejligt, hvis GF kunne blive et møde, hvor man møder hinanden og har en god aften.

Kort status på de stillede forslag:

Forslag om parkeringskontrol blev ikke vedtaget. Parkeringsfirmaet var i sidste øjeblik kommet med ændringer, og der kunne derfor ikke stemmes om forslaget.

Forslag om parkeringsskilte med tekst ”Privat” og ”Gæst” blev vedtaget. Skiltene bliver bestilt, og mere info følger, når de er leveret.

Forslag om nedlæggelse af storskraldsordning blev vedtaget. Sidste afhentning var den 20. juni, og vi skal nu hver især selv sørge for at benytte genbrugspladsen. Har du ikke selv bil, så kontakt gerne bestyrelsen. Vi kan måske hjælpe med en løsning.

Ønsker for vores forening det kommende år:

Bestyrelsen vil rigtig gerne opfordre til, at vi bliver gode til at hjælpe hinanden. Det kan være med alt fra gode råd til hjælp med at klippe hæk eller køre en tur på genbrugspladsen. De fleste af os har nok købt vores hus, fordi bebyggelse og fællesarealer fremstår pæn og velholdt. Nogle skure er efterhånden i en noget miserabel stand. Få nu malet eller få et tilbud på hel eller delvis udskiftning. Vi har vedtægter og husorden, som skal overholdes.

Vi er i gang med at finde gode kontakter til forskellige håndværkere og samle erfaringer om forskellige ting, som for mange kan være en jungle at finde ud af, nu hvor vores huse efterhånden har nogle år på bagen. Det kan være alt fra vores ventilation, varmeanlæg, murbier, flagrende tætningslister og ja – tømrer og malere. Hvis du har gode erfaringer eller viden om noget, vil vi selvfølgelig rigtig gerne høre om det også. Vi forsøger at kommunikere og informere så godt, vi kan, men husk at grundejerforeningen er os alle, så kommunikation og information skal gå begge veje.

Ellers fortsætter vi bestyrelsesarbejdet, hvor vi slap, og pt er der ikke store projekter i farvandet.  Tilbage er vist kun at ønske alle en god sommer. Bestyrelsen mødes først igen til august, men vi besvarer løbende henvendelser, selvom der måske vil være lidt længere svartid. Skriv til bestyrelsen@grf-oeresundshoej.dk

Storskrald på torsdag den 18. april

Så er det igen snart 3. torsdag i måneden – den 18. april, og hvis du har noget til storskrald, kan det stilles ud i morgen.

Vi gør opmærksom på det igen og igen. Storskrald skal IKKE stilles ud, før dagen før det hentes. Det er godt gammeldavs træls at skulle se på affald i løbet af måneden, så vær nu søde at respektere det. Hvad langt de fleste også gør. Tak for indsatsen.

Generalforsamling Sæt kryds i kalenderen tirsdag den 7. maj

Så er det nemlig igen tid at holde generalforsamling. I år bliver den holdt på Nivå Skole Nord.

Indkaldelsen bliver sendt til ejer/ejere fra DEAS’ mailsystem, så hvis I ikke har fået den cirka den 16. april, så kontakt os på mail: bestyrelsen@grf-oeresundshoej.dk . Hvis I har fået ny mail, vil vi selvfølgelig gerne have den nu, så vi kan rette inden udsendelse.

Vi håber selvfølgelig på, at så mange som muligt kan deltage.